Kampen for retsundtagelsen
Dansk fastkurspolitik
De tryner den enkelte borger
Der foregår en klassekamp
Organisere dig fagligt
Det skal betale sig
Privat selvberigelse
Grådige banker
Corona helte
Bankrøvere
USA ønsker ingen fred (Ukraine)
Folkemøde på Bornholm
Vendekåber, usselrygge
Ekstrem ulighed
Trods fattigdom og sult
Den store profitfest er ikke slut
Ubæredygtig kapitalisme
Venstrefløjens kollaps
Stop højrekræfterne
Straf for aktivisme
Hvem stemmer man på


Af Bjørn Elmquist
Advokat og formand for Retspolitisk Forening.

Klippet fra modpressen,
Fredag, 06. marts, 2015

  

 

De tryner den enkelte borger

FE's adgang til telefonaflytning af danske statsborgere i udlandet er et angreb på selve kernen i al demokratisk og uvildig kontrol, som uden tvivl åbner for en hel glidebane, når der næste gang skal udvises politisk handlekraft.
I det politiske landskab er det svært at se, hvem der her i Danmark tager det enkelte menneskes parti i forhold til staten.
Ifølge liberale er "enhver sin egen lykkes smed", men det har ingen vægt i spørgsmålet om at beskytte mod myndighedernes overvågning af og andre indgreb mod borgerne.
Med argumentet, at vi skal beskytte os og vores samfundsform mod terror, bliver individets retssikkerhed igen og igen antastet.
Konservative, socialdemokrater og socialister hylder den stærke stat, med vidt forskellige motiver og mål. Heller ikke dér er hensynet til individets beskyttelse i højsædet.
For 30-40 år siden var vores mest slagkraftige argument i konfrontationen mellem Øst og Vest, at diktatur- og étpartistater som Sovjetunionen, DDR, Polen og Kina undertrykte menneskerettighederne, som vi til gengæld tog alvorligt.
Vores retsstatsprincip, hvor politi, anklagemyndighed og domstole er apolitiske, blev hyldet som absolut og ukrænkeligt. Modsat bag Jerntæppet, hvor disse instanser var styret politisk.
Kun i de mest reaktionære kredse her i Vesten kritiserede man den slags demokratiske principper åbent, mens man alle andre steder tættere på eller i magtens centrum var påpasselige med ikke at ”ridse i egen lak”.
Især i de sidste ti-femten år er det blevet helt anderledes. Med argumentet, at vi skal beskytte os og vores samfundsform mod terror, bliver individets retssikkerhed igen og igen antastet. Af "os selv"!
Ved hver eneste ydre anledning efter den 11. september 2001 konkurrerer næsten alle de hjemlige politiske partier om at give indtryk af størst handlekraft ved nye forslag om indskrænkning af de personlige frihedsrettigheder og her allersenest endog fjernelse af domstolskontrol med overvågningsindgreb fra FE’s side.
Partiet Venstre spillede dog for nyligt ud med et tiltrængt forslag om styrkelse af borgerne i forhold til staten blandt andet med forbedring af reglerne om fri proces, hvor der efter den eksisterende ordning er et grotesk misforhold i honoreringen af henholdsvis statens faste advokat, Kammeradvokaten, og så borgerens private advokat. Andre elementer i forslaget vedrører begrænsning af SKAT og andre myndigheders mulighed for uden videre blandt andet at ransage hos private, hvilket også er et godt forslag, hvis altså ikke det fører til øgede muligheder for skatteunddragelse.
Men indsigelser mod terrorlovgivningens drastiske indgrebsmuligheder mod borgerne var der ingen af fra Venstre.
Ved regeringens præsentation af den seneste terrorpakke slap forsvarsministeren af sted med at påstå, at retssikkerheden omkring FE’s telefonaflytning af danske statsborgere i udlandet blev tilgodeset ved, at det særlige FE-udvalg har en landsdommer som formand.
Hvordan i alverden kan sådan en skråsikker ministerudtalelse dog blive taget for fulde pålydende?
Landsdommeren kender givetvis retsplejelovens krav til en kendelse om telefonaflytning, men agerer jo i FE-udvalget ikke i domstolsregi, og der er ingen modpart, forsvarer, som kan gøre indsigelse og argumentere mod FE’s ønske om at aflytte. Der er altså ingen kontradiktion.
Denne nye beføjelse til en statsinstans, som endog agerer hemmeligt, er et angreb på selve kernen i al demokratisk og uvildig kontrol, som uden tvivl åbner for en hel glidebane, når der næste gang skal udvises politisk handlekraft.