| |
Kampen for retsundtagelsen
Dansk fastkurspolitik
De tryner den enkelte borger
Der foregår en klassekamp
Organisere dig fagligt
Det skal betale sig
Privat selvberigelse
Grådige banker
Corona helte
Bankrøvere
USA ønsker ingen fred (Ukraine)
Folkemøde på Bornholm
Vendekåber, usselrygge
Ekstrem ulighed
Trods fattigdom og sult
Den store profitfest er ikke slut
Ubæredygtig kapitalisme
Venstrefløjens kollaps
Stop højrekræfterne
Straf for aktivisme
Hvem stemmer man på
 Af Henrik Herløv Lund
Økonom, cand.scient.adm.
Klippet fra modpressen,
Lørdag, 15. juli, 2017
|
|
|
|
Privatiseringer åbner for privat selvberigelse
Samfundets nøglevirksomheder rummer et betydeligt element af faktisk monopol. Privat ejerskab indebærer derfor risiko for misbrug. I de seneste årtier er sådanne "skrupler" imidlertid blevet tilsidesat.
Økonomisk teori har i mange år påpeget, at såkaldte "naturlige monopoler" i samfundsøkonomien bør være offentlige virksomheder. Sådanne nøglevirksomheder rummer, på grund af produktionens omfang og kapitalkravene, et betydeligt element af faktisk monopol. Privat ejerskab indebærer derfor risiko for misbrug gennem overpriser og/eller ringere service.
I de seneste årtier er sådanne "skrupler" imidlertid blevet tilsidesat. Neoliberalistiske økonomer og politikere har monomant hævdet, at privatisering og udlicitering er en universel kilde til større økonomisk effektivitet. Og både socialdemokratiske og borgerlige regeringer har privatiseret en række offentlige nøglevirksomheder: Københavns Lufthavn, Tele Danmark, DONG m.fl.
VLAK-regeringen har nu flere privatiseringer på vej, blandt andre DSB.
Men erfaringerne viser, at privatisering af nøglevirksomheder - som advaret imod - faktisk udnyttes til privat selvberigelse. Efter salget af TDC til kapitalfonde blev virksomheden gældsat til op over skorstenene og lemlæstet for udenlandske besiddelser, sidevirksomheder og ejendomme, for at dække fondenes købsudgifter og opnå et klækkeligt afkast. Også medarbejderne samt forbrugerne har skullet bidrage hertil gennem nedskæringer af bemandingen og hyppige prisstigninger. Fondene har hævdet, at de effektiviserer, men i stedet for udvikling og service har fokus ligget på at trække flest mulige penge ud.
Også privatiseringen af DONG har primært tilgodeset private aktionærers selvberigelse. Salget skete alt for billigt og til spekulantbanken Goldmann Sachs, som da heller ikke satsede på og involverede sig i DONG s langsigtede interesser og udvikling, men allerede et par år efter helt forventeligt skyndte sig at realisere en eksorbitant stor gevinst ved at sælge aktierne.
Det seneste eksempel på, at salg af nøglevirksomheder primært fører til privat selvberigelse, er Københavns Lufthavn, hvor VK-regeringen solgte aktiemajoriteten til kapitalfonden Macquarie Airports. Men monopolet er blevet udnyttet til at trække kapital ud af virksomheden samtidig med, at man gennem høje lufthavnsafgifter har scoret en gevinst på 50 procent af den oprindelige investering for godt 2½ år siden. Og fonden har brugt skattelyfiduser, der har snydt staten for millioner i skatter. Samtidig har investeringerne i lufthavnen haltet, hvorfor trafikken på Københavns Lufthavn er steget mindre end på andre sammenlignelige nordeuropæiske lufthavne.
VLAK-regeringen indrømmer nu, at kritikken har været rigtig. I en ny luftfartsstrategi lægger regeringen op til, at lufthavnsafgifterne skal sættes ned, og de private ejere forpligtes til at investere mere.
Regeringens motivation for fortsat privatisering handler tydeligvis om ideologisk tyrkertro og ikke økonomiske realiteter.
|
|
|