Kampen for retsundtagelsen
Dansk fastkurspolitik
De tryner den enkelte borger
Der foregår en klassekamp
Organisere dig fagligt
Det skal betale sig
Privat selvberigelse
Grådige banker
Corona helte
Bankrøvere
USA ønsker ingen fred (Ukraine)
Folkemøde på Bornholm
Vendekåber, usselrygge
Ekstrem ulighed
Trods fattigdom og sult
Den store profitfest er ikke slut
Ubæredygtig kapitalisme
Venstrefløjens kollaps
Stop højrekræfterne
Straf for aktivisme
Hvem stemmer man på


Af Carl-Aage Jensen
Civiløkonom og marxist.

Klippet fra modpressen,
Torsdag, 20. april, 2017

  

 

Det skal betale sig at skabe værdier

Dansk Industri har i deres 2025-plan lanceret parolen om, at "det skal betale sig at skabe værdier". Selv om DI’s cheføkonom erkender, at det er de ansatte, som skaber værdierne, kæmper DI for aktionærernes interesser i forbindelse med overenskomsterne.
I skrivende stund er det stadig uafklaret, om overenskomsterne på det private arbejdsmarked er blevet vedtaget, eller om kampen for bedre overenskomster fortsætter med konflikt.
Det er ikke hensynet til konkurrence evnen, der er på spil i forbindelse med overenskomsterne. Det er aktionærernes interesser og deres krav om stadige større afkast.
Det kan derimod allerede nu konstateres, at forårets kamp for bedre overenskomster har sat spørgsmålstegn ved arbejdsgivernes og de borgerlige faste tese om, at der ikke er råd til store forbedringer - konkurrenceevnen taget i betragtning.
Diskussionen om de økonomiske rammer for de nye overenskomster er løbende blevet påvirket af analyser, der viser en stadig stigende ulighed i det danske samfund.
I slutningen af 2016 fremlagde LO en analyse, der viste, at direktørerne i de store selskaber på Børsen havde fået en lønstigning på 33 procent over en fireårig periode, mens den gennemsnitlige LO-arbejder kun havde fået 1,5 procent i den samme periode.
Her i starten af april afslørede nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at den rigeste procent oplever rekordhøj indkomstfremgang, mens de ti procent fattigste i Danmark derimod har oplevet et indkomstfald. AE-rådet konkluderer, at "i løbet af de seneste 15 år er forskellen mellem rig og fattig steget markant".
Flere analyser kan nævnes, men fælles for dem er, at der er mange penge i det danske samfund, men de bliver skævt fordelt.
En af årsagerne til den øgede fattigdom er de skiftende regeringers hetz mod kontanthjælpsmodtagerne, og de skærpede krav til arbejdsløse, der efterfølgende mister dagpengeretten.
En anden årsag er, at de rigeste – herunder direktørerne – har stigende og relativt langt større kapitalindkomster end andre. Dermed har de også interesse i, at aktionærerne bliver forgyldt.
Venstres parole fra sidste folketingsvalg om, at "det skal kunne betale sig at arbejde" er selvfølgelig kun rettet mod kontanthjælpsmodtager og ikke mod kapitalindkomst.
Dansk Industri har i deres 2025-plan selv lanceret parolen om, at "det skal betale sig at skabe værdier". Selv om DI’s cheføkonom erkender, at det er de ansatte, som skaber værdierne, kæmper DI selvfølgelig for aktionærernes interesser i forbindelse med overenskomsterne.
Den borgerlige tænketank CEPOS har da også forsvaret de store lønstigninger til direktørerne med den begrundelse, at de gode direktører er deres løn værd set ud fra aktionærernes interesser.
Det er ikke hensynet til konkurrence evnen, der er på spil i forbindelse med overenskomsterne. Danmark har gennem de sidste ti år haft et overskud på betalingsbalancen på mere end 100 milliarder kroner om året. Det er aktionærernes interesser og deres krav om stadige større afkast, der er på spil.
I kampen mod aktionærernes interesser og for arbejdernes interesser som producenter har fagbevægelsens top imidlertid et stigende habilitetsproblem, da mange af dem gennem pensionsfondene også repræsenterer aktionærernes interesser.