HISTORIEN SIGER NOGET centralt om vores begreb om arbejde. På en mærkelig vis drømmer vi om at blive færdige med det. Fiskeren er nået derhen, hvor turisten gerne vil. Men skulle han komme det, turisten med den moderne arbejdsmoral, så lægger han sig ikke på stranden og daser, men kaster sig ud i nye projekter.
Hvad er det, der driver ham til at arbejde, selvom han for længst har tjent til dagen og vejen?
Når man i dag diskuterer arbejdsmarkedsproblemer, som f.eks hvor mange, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, om det ulykkelige i at være arbejdsløs, om orlovsordninger osv. - så har vi en skjult dagsorden, som er værd at drage frem. Det er den, der bestemmer, at vi bør arbejde.
I det gamle Grækenland og Rom talte man ikke om at være arbeidsløs, men om at være arbejdsfri. Kun hvis man var fri for at arbejde, kunne man være et rigtigt menneske.
De frie kunstarter (grammatik, dialektik, retorik, musik, geometri, aritmetik og astronomi), som udgjorde fagene i det antikke gymnasium, var frie fordi det kun sømmede sig for mennesker, der var fri for at arbejde og havde tiden til åndelige sysler og til at drive politik.
For os derimod skal gymnasiet, som enhver anden uddannelse, forberede til arbejdslivet.
Vi taler ikke om at være arbejdsfri, men om at være arbejdsløs, og det er der ikke noget glorværdigt i.
Sproget ved godt, hvad det gør, når det lægger os vurderinger i munden: benfri sild er fint, men det er benløse fugle ikke.

KIGGER MAN NÆRMERE EFTER i historien, tyder meget på, at det er de middelalderlige munke, der har skabt det moderne arbejdsbegreb og dermed lagt grunden til vores industrisamfund.
I klostrene gjorde man nemlig to opfindelser, som skulle vise sig at være skelsættende.
Man inddelte døgnet i bedetimer: Hver tredje time blev munkene kaldt til bøn. Herved opstår et nyt tidsbegreb, nemlig den "tomme tid". Det var uret, der bestemte, hvornår munkene skulle bede.
Det er en tidsforståelse, der er ganske selvfølgelig for os, men som i virkeligheden har været meget vanskelig for kulturen at nå frem til.
Hvis man siger, at man spiser kl. 18, så er det uret/tiden, der bestemmer, hvornår vi skal spise. Hvis man derimod siger: Når vi spiser, er det spisetid, så er det handlingen, der bestemmer, hvornår tiden er inde.
På sidstnævnte måde tænkte man i antikken, og sådan tænker mange mennesker i andre verdensdele den dag i dag.

HVAD DER MÅSKE ER ENDNU mærkeligere: Hvis man ikke handler, og der ingenting sker, så går tiden ikke.
Europæere undrer sig over, at indere kan ligge i ventesalen på en banegård og med stor tålmodighed vente på et tog, som måske først kommer dagen efter. Hvordan kan de dog holde ud at ligge der og spilde tiden, siger vi.
Inderen - hvis han ikke mentalt er trådt ind i den moderne verden og har fået et armbåndsur - kan med rette svare ud fra sine forudsætninger: Ja, men her sker jo ingenting, og derfor går tiden ikke.
Han ved derfor i princippet heller ikke, hvad det er at kede sig, fordi kedsomhed forudsætter, at man ikke har noget at fylde tiden ud med.
Vi siger, hvis nogen keder sig, at de kan prøve at "slå tiden ihjel" på forskellig vis. Eller måske kan situationen ændre sig, så "tiden løber fra en".
Alle disse moderne udtryk forudsætter, at tiden er en selvstændig størrelse, som går, uanset om der sker noget eller ej.
Det er en fiktion, som vores ure har gjort helt selvfølgelig for os.
Det er en slags kunstig virkelighed, som munkene lagde grunden til (selvom deres vand- og sandure ikke var nær så pålidelige som vores små kvarts-maskiner), og som vi slet ikke kan tænke os foruden.
Vi kan jo stirre på armbåndsuret og følge viserne og se, at tiden går sekund for sekund.

DEN TOMME TID og tiden som en ressource, der stilles os til rådighed (men i begrænset omfang), synes at være den ene vigtige forudsætning for vores syn på arbejdet. Det gælder jo om ikke at spilde den korte tid, men tværtom at udnytte den bedst muligt.
Dette tidsbegreb tvinger os til en række opfindelser, som øger produktionen og transporthastigheden.
I middelalderen fik man f.eks bedre og mere dybtgående plove, vand- og vindmøller, hurtiggående store skibe til søs etc. Cykler, biler, flyvemaskiner etc. kan ses under det samme perspektiv: Tiden er begrænset, og det gælder derfor om at proppe så meget som muligt ind i den.
Munkene gjorde en anden erfaring, der skulle blive skelsættende. Hvad skulle de lave mellem bedetiderne? Noget måtte de jo gøre for at skaffe sig føde og klæder. Men der var tid tilovers.
Så skulle man synes, at de blot kunne sætte sig til at meditere eller trille tommelfingre. Det kunne de nu ikke uden videre. Munkene havde jo viet deres liv til Kristus, og hele deres opmærksomhed skulle være himmelvendt og ikke rettet mod det jordiske.
Det er dog nemmere sagt end gjort. Tiden mellem bedetiderne var farlig. Man bliver jo nemt grebet af de forkerte tanker, for tanker er ikke blot toldfrie, men også ustyrlige.
Ikke mindst tiden efter frokost kunne være farlig. Middagsdæmonen var en slem frister, der nok kunne lokke en ung munks tanker på afveje. Midlet mod dette var arbejde. Arbejdet blev brugt som en terapi, for det kunne holde hænder og tanker beskæftiget, så man undgik fæle fristere af forskellig slags. Lediggang er derimod fandens hovedpude.
Men når arbejdet er beskæftigelsesterapi, så ændrer det jo helt karakter. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad man laver, for det er ikke resultatet, der tæller, men derimod selve processen.
Derfor indskærpes det også i klostertraditionen, at det er ligegyldigt, om man tømmer latriner eller afskriver bibelske eller antikke håndskrifter; selvom man jo umiddelbart kunne tro, at det sidste var det fineste.

ARBEJDET LØSGØRES fra sit formål. Man skal arbejde - fordi man skal arbejde. For at få tiden til at gå. Man skal ikke arbejde for at tjene penge eller for at fremstille noget bestemt, men med til det at være munk - og senere at være menneske, hører det at arbejde.
Et nyt syn på arbejdet er opstået..
Jeg skal ikke her trætte med de mellemregninger, som fører frem til nutidens avancerede økonomi og produktion, som jo langt overstiger at tømme latriner og skrive håndskrifter af.
Men karakteren af arbejdet har ikke ændret sig så meget.
Hvis man f.eks tidligere, inden grønlænderne var indtrådt i den moderne verden, ville lave et rejepilleri i Grønland, kunne man støde ind i følgende vanskeligheder (som er de samme i Afrika, Asien og alle andre steder, hvor den vesteuropæiske bevidsthed endnu ikke har sat sig på sindene), nemlig at de lokale arbejdere bestilte noget mandag og tirsdag, men ikke resten af ugen.
Hvilket for dem var helt meningsfuldt, for de havde tjent nok og kunne nu bruge tiden til noget andet.
Men det kunne direktøren for rejepilleriet naturligvis ikke acceptere. Er man ansat, skal man også arbejde onsdag, torsdag og fredag. Også selvom man ikke har brug for pengene.
Hvorfor skal man det? Grønlænderne havde svært ved at forstå det. Vi kan sagtens forstå det, men vi har også været 1000 år om at lære det.

DETTE BEGREB OM ARBEJDE, som er uden egentligt formål, og som udfolder sig i en tom tid, skulle vise sig at være en enorm, produktiv kraft, som omdannede hele vores kultur og skabte rigdom og ekspansion over den ganske verden.
Ja, men vi er jo ikke munke, vil nogle indvende. Ja, hvem ved?
Meget taler for, at munkevæsenet, som jo blev afskaffet ved Reformationen i det 16. århundrede, i virkeligheden lever videre i hver enkelt af os.
Den indre munk lyder vækkeurets kalden hver morgen, hvadenten han har lyst til det eller ej. Sig så ikke, at religion kun hører til i en anden verden.
Så vidt man kan se, er det denne arbejdsreligion, der ligger bag vores syn på arbejdet, som vi som ingen anden kultur sætter i højsædet, og som vi bruger til at presse de arbejds1øse ud på arbejdsmarkedet; det er jo det, der giver livet mening, mener vi.